Bayersk Bjerg Schweisshund

(Bayerischer Gebirgs schweisshund)

FCI-Standard Nr. 217 : 01.04.1996.

Anvendelse : Schweisshund.

Klassifikation : FCI Gruppe 6 ( Støvere og Schweisshunde ), Sektion 2 ( Schweisshunde ) Med brugsprøve.

Historie : Alle Leit- og Schweisshunde nedtammer fra ur-jagthunden Bracken. Alle ren racede Bracker har den mest fin mærkende næse for spor og fært, den største sporsikkerhed, meget udtalt villighed til at følge fært, samt giver god hals på sporet under jagten.
Oprindelig udtog man de mest pålidelige og sikre Bracker fra koblet og søgte med hundene i rem det tabte spor af det jagede vildt. Senere fremavlede man af de mest rolige og let førte Bracker Leithundene ( kun trænet på naturligt, koldt spor fra ikke-anskudte dyr ) og Schweisshundene ( til søg på spor efter såret vildt, såkaldte "verdorbene Leithunde" ).

Ved ind krydsning af genetisk relativt nærtstående racer ved slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede opstod vore dages Hannoveranske Schweisshund.
Efter revolutionen i 1848, altså efter sønderdelingen af de store revirer og de tidligere jagtformers afløsning af pursch- og anstandsjagt og de samtidige forbedrede skydevåben, blev der brug for en hund til "arbejdet efter skuddet".
Navnlig i bjergrevirerne kunne man - som specialiseret i det sikre remarbejde - ikke give afkald på halsgivning på sporet, vedholdenhed og vildtskarphed. Under sådanne forhold viste den Hannoveranske Schweisshund sig at være for tung.

For at opnå de ønskede præstationer også i vanskeligt bjergterræn fremavlede Baron Karg-Bebenburg, Reichenhall, efter 1870 den mere letbyggede og forædlede Bjergschweisshund, idet han krydsede Hannoveransk Schweisshund med den røde bjerg-bracker.
Efterhånden fortrængte disse hunde andre racer fra bjergrevirerne, således at den Bayerske Bjergs schweisshund i dag er blevet den klassiske ledsager for erhvervsjægeren og skovfogeden.

I 1912 grundlagde man " Klub für Bayerische Gebirgsschweisshunde " med hovedsæde i München. Dette er den eneste anerkendte specialklub for Bayersk Bjerg schweisshund i Tyskland.

Helhedsindtryk : En helt igennem harmonisk, ret letbygget, meget mobil og muskuløs hund af middelstørrelse. Kroppen er noget længere end høj, og hæver sig noget bagtil.
Benene må ikke være for lange. Hovedet bæres vandret eller noget løftet. og halen bæres vandret eller skråt nedefter.

Temperament :Rolig og ligevægtig; hengiven over for sin ejer og tilbageholdende over for fremmede, Der kræves en viljefast og selvsikker, uforfærdet og let ført hund, som hverken er sky eller aggressiv.  
 

Hoved.
Skalle : Skallepartiet er forholdsmæssig bredt og fladt hvælvet, med tydelig afsat pande og godt udviklede øjenbryns buer. Nakkeknuden er kun let markeret.
Stop : Udpræget.
Næse : Af god størrelse, ikke for bred, med godt åbne næsebor, Farve sort eller mørk rød.
Næseparti : Ansat noget lavere end øjenhøjde, noget kortere end skallen. Passende bredt, ikke spidst. Næseryggen let hvælvet eller lige.
Læber : Godt overhængende og middel tykke. Mundvigen ses tydeligt.
Kæber, bid : Kraftige kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet sakse bid, dvs. at den øverste række fortænder uden mellemrum griber ned foran de underste, og at tænderne er stillet lodret i kæben. Med 42 sunde tænder jfr. tandformlen. Tang bid er tilladt.
Kinder : Kun moderat fremhævede.

Øjne : Klare, med opmærksomt udtryk. Hverken for store eller runde. Mørkebrune eller noget lysere. Godt tilliggende, pigmenterede øjenrande.

Hals : Middellang og kraftig. Nogen løs hals hud. Krop : Overlinien er let stigende fra manke til bagpart.
Manke : Kun lidt udpræget. Flydende overgang fra hals til ryg.
Ryg : Kraftig og spændstig.
Lænd : Forholdsmæssig kort, bred, med meget kraftig muskulatur.
Kryds : Lang og temmelig fladt forløbende.
Bryst :Moderat bredt, med vel udviklet for bryst. Brystkassen har ovalt tværsnit; den er dyb og lang, og ribbenene når godt bagud.
Underlinie : Jævnt stigende bagud. Bugen er let optrukken.
Hale : Middellang, når højest til haseleddet. Den bæres vandret eller let skråt nedefter.

Lemmer for part.
Generelt : Set forfra er forbenene lige og parallelle. Set fra siden er de stillet godt ind under kroppen. Velvinklet for part.

Skuldre : Godt skråtliggende og tilbagelagte skulderblade med kraftig muskulatur.

Overarm : Lang med god og tør muskulatur.
Albuer : Ligger tæt til kroppen, hverken ind- eller ud ad drejede.
Underarm : Tør og lodret stillet. Kraftig ben stamme med meget god muskulatur.

Håndrod : Kraftig.

Mellemhånd : Kun let fremadrettet.
Forpoter : Skeformede, med godt hvælvede og tæt sluttede tæer. Trædepuder er tilpas fyldige, solide, robuste og godt pigmenterede. Poterne er stillet parallelt og drejer ikke ind- eller udefter i stand eller under bevægelse. Kløerne er sorte eller hornfarvede.

Bagpart : Generelt : Kraftig knoglebygning; set bagfra lige og parallelle bagben. Bagparten er velvinklet.

Overlår : Bredt og meget muskuløs.

Knæled : Kraftigt.

Underlår : Forholdsmæssig lang, muskuløs og senet.

Haseled : Kraftigt. Mellemfod : Kort, lodret stillet.

Bag poter : Skeformede, med godt hvælvede og tæt sluttede tæer. trædepuderne er tilpas fyldige, solide, robuste og godt pigmenterede. Poterne er stillet parallelt og drejer ikke ind- eller udefter i stand eller under bevægelse. Kløerne er sorte eller hornfarvede.

Bevægelse : Jordvindende, med godt fremgreb og godt fraskub. Både i for- og bagpart er bevægelsen lige og parallel, let fjedrende.

Hud : Kraftig og stramt tilliggende.

Pels.

Hår lag : Tæt, glat tilliggende, moderat ru, ikke særlig glansfuld. På hoved og ører er hår laget mere fint; på bug, ben og hale er det længere og mere groft.

Farve : Dybrød. hjortefarvet, rødbrun, rødgul, også grågul til lysblond; rød grå som kronvildtets vinterpels, også flammet eller brindlet. På ryggen er grundfarven mest intenst. Næseparti og ører er mørke. Halen er for det meste isprængt mørkere hår. En lille, hvid plet på brystet ( "Bracke-stjerne" ) er tilladt.

Størrelse :: Skulderhøjde for Hanner: 47 - 52 cm
Tæver : 44 - 48 cm
For hverken hanner eller tæver gives nogen tolerance over eller under disse mål.

Fejl : Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Alvorlige Fejl :

• Kødfarvet næse, ganske let under- eller overbid, partielt tang bid.
• Meget løse øjenrande.
• Udpræget hænge ryg eller karpe ryg, meget fladribbet eller tøndeformet brystkasse.
• Stærkt ud- eller ind ad drejede albuer, meget hasesnæver, ko haser eller hjulbenet bag stilling, både i stand og under bevægelse.
• Hår laget for fint eller tyndt, stærk farveafvigelse, sort med røde aftegninger.
• Afvigende størrelse.

Diskvalificerende fejl :

• Svagt væsen.
• Tydeligt under- eller overbid, kryds bid, manglende tænder (bortset fra P!).
• Ektropion, entrepion.
• Med født hale knæk.

N.B. Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.